Ole Espersens Grundlovstale 2007 
Kan vi overhovedet lide vores grundlov?


At stille det spørgsmål, er måske lidt underligt på en grundlovsdag, en dato hvor vi i mange mange år har fejret vores grundlov. Alligevel mener jeg, at spørgsmålet er naturligt at stille. Og det skal jeg prøve at forklare.

Mange erfarne folk mener, at grundloven er ganske forældet, og at den ikke giver nok beskyttelse, især ikke til minoriteter.

Ikke desto mindre er et stort flertal i Folketinget, og måske også i befolkningen, mod at ændre grundloven. Det skulle man jo kunne tage som udtryk for, at den er god eller endda særdeles god. Det siger man da også. Grundloven er fin, som den er! Den har holdt i over 150 år! Den har været et samlingspunkt for vores nation, og det ville nærmest være unationalt at svigte den ved at foreslå, at den bliver ændret. Ingenting sker, selvom jeg tør vove den påstand, at det er den mest forældede grundlov, vi har i Europa.

Nu er en grundlov jo flere ting. Måske skulle vi gøre op med os selv, hvad det er danskerne kan lide og ikke lide ved denne grundlov, som vi jo troligt fejrer hvert år.

Hvordan finder man ud af, hvad det er, vi kan lide, når vi ikke blot holder os til de officielle taler i Folketinget? Ja, det kan man jo finde ud af ved at kaste et blik på det praktiske samfundsliv. Hvilke af grundlovens emner eller institutioner fylder mest i vores i medier? Fylder mest i en næsten omsorgsgivende interesse? Hvilke emner i grundloven er det, der forsvares med den største ildhu?

Det er uden noget som helst behov for statistiske undersøgelser paragrafferne om kongen og kongens hus, om folkekirken og om behandlingen af udlændinge.

Interessen og ærbødigheden for kongehuset, stort og småt i huset i bogstaveligste forstand, overgår stort set alt andet, når vi ser på radio, tv, aviser og ugeblade. Politikerne er naturligvis ikke sene til at forstå, hvordan man på denne baggrund skal gøre sig populær. Og stort set samtlige medier har det på samme måde. Så reglerne i grundloven om kongehuset og kongens magt og indflydelse – efter ordlyden – hører til de bestemmelser i grundloven, som, hvor forældede de end er, ingen tør antaste.

I sammenhæng, men også som en selvstændig institution, betragtes folkekirken. I en af grundlovens paragraffer bestemmes, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og at den skal understøttes af staten. Her gælder det også, at næppe nogen paragraf forsvares så indædt som paragraffen, der giver folkekirken en særstatus over for alle andre religioner, som sikrer en forskelsbehandling til gode for folkekirken. Andre lande, også i Norden, har haft lignende bestemmelser, men de er enten for længst afskaffet eller i færd med at blive det. Men her i Danmark hører § 4, som jeg citerede, til en af de kæreste i hele grundloven.

Når man så, på trods af at man selvfølgelig kunne bevare denne anakronisme og alligevel revidere andre dele af grundloven, lader være med det, skyldes det selvfølgelig, at man dårligt kan forestille sig en revision af en grundlov, uden at tage disse, for Danmark, meget specielle bestemmelser op til behandling.

Men der er også en anden paragraf, der er blevet meget kær for Folketinget, især i de senere år. Det drejer sig om § 44, der bestemmer, at ’ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov’.

Jeg kan her med sikkerhed sige, at der intet demokrati er, hvor politikere i en lov fastsætter person for person, hvem der kan blive statsborgere. I andre lande fastsættes det efter generelle regler af administrationen. Den danske bestemmelse, hvis oprindelse går helt tilbage til 1776, altså tilbage til enevældens tid, havde formål som intet har at gøre med den brug, der gøres af paragraffen i dag.

I dag er paragraffen blevet legetøj for politiske partier, som ønsker at vise deres respektløshed og modvilje mod bestemte grupper af flygtninge eller indvandrere. Paragraffen bruges skånselsløst i medfør af aftaler mellem partier i Folketinget uden, at de meget vigtige tildelingskriterier overhovedet har været drøftet i folketingssalen i form af et lovforslag herom. Man sidder simpelthen i et udvalg bag lukkede døre og bestemmer, hvem der skal have, og hvem der ikke skal have indfødsret, og man skriver udtrykkeligt i et afslag: der kan ikke gives nogen begrundelse for denne afgørelse, altså for dette afslag, som i øvrigt ikke kan ankes, tilføjer man.

Indfødsret er karakteriseret som retten til at have rettigheder. Retten til at føle at man har et sikkert fædreland. Retten til at deltage i det demokratiske liv i landet. Retten til ikke at være, eller blive gjort fredløs. Det er altså en vigtig paragraf, og de der måske efter mange års ophold i landet får afslag uden at få at vide hvorfor, føler sig dybt krænkede. Men det er jo bare udlændinge, det er bare en minoritet, som man i øvrigt på mange andre måder, gør hvad man kan for at gøre upopulære. Dette gør bestemmelsen populær, og for nogle af partierne et omdrejningspunkt for politisk aktivitet. For et enkelt parti nærmest hele livsgrundlaget. En elsket paragraf!

Men det er ikke kun, når det drejer sig om ansøgninger om statsborgerskab, at det mindretal, som udlændingene udgør i vort land, må tolerere en behandling, som ingen regering turde give en dansk statsborger.

Vi kender alle de rystende beretninger om de vilkår, der tilbydes børn, som ganske uden egen skyld, befinder sig årevis i asylcentre. Undertiden er det blevet for meget, selv for borgerlige politikere, hvis indsats for at forbedre forholdene dog er minimal. Den måde, hvorpå den såkaldte udlændingeservice behandler folk, der har brug for ’service’, er også almindelig kendt. Der er for mange mennesker, som i forvejen har det uendelig svært, tale om, at man nærmest gør det umuligt at få forbindelse med udlændingeservice. Den minoritet kan vente og vente og holdes konstant hen i uvished. Er hensigten, at få udlændinge til at føle sig uvelkomne og helst at inspirere dem til at rejse tilbage igen til deres hjemlande, må man sige, at indsatsen er dygtig. Man er da også ganske stolt af virkningen.

Dette var så de paragraffer, man må have i tankerne, når man taler om den vidunderlige danske grundlov, som man under ingen omstændigheder bør ændre. De paragraffer, som, når man følger medierne, tilsyneladende optager os meget – for ikke at sige mest.

SÅ er der en anden gruppe bestemmelser i grundloven, som hører til en helt anden kategori, og som man ikke synes at omgås med særlig megen omhu, især ikke i disse år.

Jeg har her især bestemmelserne om vores frihedsrettigheder i tankerne. Utallige gange er det fastslået, at det danske katalog over frihedsrettigheder er sparsomt i forhold til alle andre forfatninger. Der er fx ingen almindelig bestemmelse, der forbyder diskrimination baseret på nationalitet, national oprindelse, race eller religion. Denne åbenbare mangel er mange glade for. Det gælder fx undervisningsministeren og Dansk Folkeparti. Men andre beklager det stærkt.

Alligevel har der i praksis udviklet sig normer, der gør det retsstridigt at diskriminere folk. Men denne udvikling har altså ikke mødt en sådan forståelse eller anerkendelse, at man ønskede at gøre den til en generel lovregel.

På samme måde er begejstringen for at sikre ytringsfrihedsbestemmelsen i grundloven noget, der skal ledes længe efter. Bestemmelsen i grundloven beskytter i virkeligheden alene mod censur, altså forudgående kontrol. Og lovgivningsmagten kan derfor foretage indskrænkninger – og foretager indskrænkninger – uden at grundloven beskytter. En lovbestemt indskrænkning er fx brugen af det meget uklare begreb: terrorisme. Og støtte til terrorisme. Frygten for en overtrædelse heraf, som indebærer meget store straffe, kan naturligvis i høj grad svække ytringsfriheden. En positiv omtale af bevægelser, der af andre, måske af EU’s terrorliste, betragtes som ulovlige organisationer, vil, selvom den kun er af verbal karakter, kunne medføre alvorlige sanktioner. Når politiet så sideløbende arbejder ’præventivt’ med at advare mod støtte af verbal eller anden karakter til organisationer, der er i kamp mod fx en besættelsesmagt i deres land, ligger der her en klar indskrænkning i ytringsfriheden.

Men også uden lovhjemmel sker der ting og sager, der kan gøre det vanskeligt at være en minoritet. De præventive samtaler, Politiets Efterretningstjeneste foretager med indvandrergrupper, især med muslimsk baggrund, sker sikkert i den bedste mening. Men man kan meget vel tænke sig, at har man først været udsat for en såkaldt præventiv samtale, så skal man nok være forsigtig med, hvad man siger. Det er jo netop hensigten med det hele. Altså uden nogen direkte lovhjemmel, en indskrænkning, også her i minoriteters rettigheder – eller med andre ord: en indskrænkning af en frihedsrettighed i stedet for det vi ønsker: en styrkelse! Men det kan naturligvis blive værre endnu. I Sverige har sikkerhedspolitiet engageret meddelere i hundredvis af boligblokke, som skal orientere om ’mistænkelige forhold’. Dette skal nok lægge en dæmper på brugen af ytringsfriheden i forskellige ellers fuldstændig legale situationer. Alt dette sker, mens vores regering taler om ytringsfriheden som den vigtigste frihedsrettighed overhovedet. Altså: mundsvejr og handlinger i strid med bestemmelsens inderste væsen. Det er det, vi er vidne til.

Også andre bestemmelser undermineres for tiden. Beskyttelsen af privatlivets fred (fx i ens bolig eller når man bruger en telefon) er indskrænket meget væsentligt de senere år. Uden at der i virkeligheden er anført rimelige grunde hertil. Uden at man har gjort sig den ulejlighed at lytte til sagkyndiges vurderinger, har man foretaget disse omfattende indskrænkninger.

Det, der var nyt, da vi fik vores grundlov i 1849, frihedsrettighederne, er altså ikke noget, der omgives med speciel kærlighed eller interesse, tværtimod. Og det er i øvrigt betegnende, at det jo igen er minoriteter, der rammes, ofte religiøse minoriteter.

Det er i øvrigt interessant at notere sig, at begrebet ’præventive samtaler’ ført af politiet i relation til netop bestemte minoriteter, er noget ganske nyt. Der er næppe nogen, der har drømt om, at betjene sig af noget lignende, når det drejer sig om mere magtfulde danskere. Kunne I forestille jer, at PET eller bagmandspolitiet førte præventive samtaler fx med købere af store landejendomme i Nordsjælland for at fortælle dem om bopælspligten? Eller at politiet førte præventive samtaler med landboforeningerne for at orientere om forbuddet mod de unægtelig meget udbredte dyremishandlinger, vi er vidner til? Kunne man forestille sig, at bagmandspolitiet indledte præventive samtaler med direktionerne i vore banker, for at belære dem om forbuddet mod insiderhandel? Nej vel – det kunne man næppe.

Hvad er nu årsagen til, at jeg har foretaget denne opdeling af grundloven: en række paragraffer, nemlig på den ene side dem om kongehuset, folkekirken, indfødsretten, som vi er meget glade for, og som medier og Folketinget bruger meget tid på, og dermed gør dem til vigtige? Og på den anden side en række paragraffer, dvs. frihedsrettighederne, som man tilsyneladende ønsker at indskrænke mere end at udvide! Jo, det interessante er det meget slående, at de bestemmelser i grundloven, vi er meget glade for, alle sammen vedrører institutioner eller fortsætter principper og regler fra enevældstiden – mens frihedsrettighederne var det, der skulle karakterisere afskaffelsen af enevælden, altså i virkeligheden er noget som en stor del af politikerne ikke ønsker en udbygning af, tværtimod. Altså: vi danskere er glade for vores grundlov, for så vidt angår de paragraffer, der er reminiscenser fra enevælden, mens vi er mindre glade for de paragraffer, der skulle beskyttes os mod myndighedsmisbrug og herunder beskytte minoriteterne. Jeg synes, det er en ganske interessant konklusion. Det bliver spændende at se, hvordan regeringens nye demokratikanon-udvalg vil anskue disse forhold. Når man ser på sammensætningen, er der nok ingen tvivl om, håber jeg da, at der dér vil både være en minoritet og majoritet.

Man har en grundlov for at sikre mod magtmisbrug. Man har en grundlov for at begrænse regeringens og folketingets indgreb overfor borgerne. Også indgreb, der måske ikke direkte er forbudt, men som en almindelig rimelig fortolkning af et demokratis spilleregler ikke bør finde sted. Det synes, som om vores grundlov ikke her giver den nødvendige beskyttelse. En regering må naturligvis ikke benytte magtmidler, herunder politi, for at tjene rent partipolitiske interesser. Politiet har den opgave, på hele samfundets vegne, at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige orden og fare for enkeltpersoner og den offentlige sikkerhed. Politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet – som der står i den ganske nye politilov.

Hvordan harmonerer denne arbejdsbeskrivelse i grunden med regeringens jævnlige påbud om, at politiet skal stresse visse grupper i uge- eller månedsvis for at få dem til at forføje sig? Er det udtryk for at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet? Jeg tror såmænd ikke, det er politiet, der har fundet på den idé, men regeringen, som imidlertid ikke har mødt nogen i Folketinget. En konsekvens kunne jo være, at man ændrede de annoncer, vi har set i de seneste dage, hvor man søger at tiltrække unge mennesker til politiet, og hvor man lokker med: indlevelse, omsorg og tjenestepistol. Det burde jo egentlig ændres til indlevelse, stressning og tjenestepistol.

Også en række beslutninger om indsatsen på Christiania kan minde en om risikoen for: ikke myndighedsmisbrug, men politisk misbrug af myndigheder. Igen naturligvis noget der går ud over minoriteter og bestemt ikke de bedst aflagte eller stærkeste. En indsats, der eksemplificerer regerings- og folketingsflertallets nye princip: 0-tolerance, der oven i købet i den seneste lovgivning er blevet til ’skærpet 0-tolerance’!

Det er meget foruroligende, at den udvikling, jeg her har beskrevet har fundet sted uden nogen væsentlig modstand eller betænkelighed i Folketinget. Man taler, i stort set alle partier, om samfundets sammenhængskraft. Samtidig er der grupper af politikere, der søger at svække denne sammenhængskraft ved at spille dele af befolkningen ud mod hinanden – minoriteter mod majoriteten. Intet kan være så risikabelt for en sammenhængskraft som had mellem befolkningsgrupper eller den ene gruppes frustrationer overfor de andre. Flertallet synes at have et behov for at styrke sin egen flertalssammenhængskraft ved at skabe fjender blandt minoriteter, det være sig minoriteter karakteriseret ved religion, afstamning eller andet.

På hele denne baggrund kunne der være god grund til at skabe en demokratikanon. Forsøgene vil utvivlsom afsløre regeringens og specielt undervisningsministerens hensigt. Hans forhåndsudmelding er, at der er tre anledninger til at styrke demokratiet: nazismen i 30’erne, den danske ungdoms optræden i 70’erne (hvor demokratiske grundbegreber nærmest gik i glemmebogen blandt unge og intellektuelle – som han siger) og den religiøse fanatisme.

Altså: demokratikanonen, når vi vurderer den nyere tid, skal rette sig mod minoriteter – og skal ikke have til formål at integrere minoriteter.

Dette er naturligvis ret så afslørende for regeringen og folketingsflertallet. Statsapparatet skal bruges til et opgør med minoriteterne! Ikke til sikring mod forskelsbehandling og diskrimination.

Det er klart, at et sådant flertal ikke kan bruges til en forbedring af grundloven. Flertallet er alarmeret alene ved tanken! Derfor er der ikke andet at gøre end at forestille sig en lang og sej kamp for at stoppe for yderligere indskrænkninger og at genopbygge det, der allerede er ødelagt. Vi får i den kamp næppe megen hjælp fra konger, dronninger eller præster. Måske er et spirende oprør mod denne udvikling dog på vej. Måske kan den øgede udenlandske kritik og forbavselse over, hvad der sker i Danmark, efterhånden gøre indtryk.

Det endelig mål må være en grundlov, hvor alle dele tjener demokrati og mindretalsbeskyttelse. Majoriteten har brug for bistand!

Ole Espersen